Alle medlemmer som oplever tegn på stress, kan få en fortrolig snak med en faglig konsulent fra Socialpædagogerne, som har gennemført et stressvejlederforløb. I samtalen vil medlemmet i samarbejde med konsulenten danne sig et overblik over medlemmets aktuelle situation og handlemuligheder.

Det er kredsen, der står for tilbuddet, og derfor skal medlemmer, som har brug for hjælp, kontakte deres lokale kreds på deres hovednummer for at få en samtale.

Som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant har du en tæt kontakt til medlemmerne. Du har måske allerede spottet en kollega som udviser tegn på stress eller som over et stykke tid har følt sig stresset. Vi håber derfor, at du vil være med til at synliggøre tilbuddet på din arbejdsplads. Medlemstilbuddet er ikke en erstatning for de samtaler, som foregår på arbejdspladsen mellem dig og dine kollegaer, men er et tilbud, hvor medlemmet kan vende sin situation med en konsulent, som har fået værktøjer til at hjælpe medlemmer med stressrelaterede udfordringer.

Tilbuddet henvender sig til medlemmer, som har behov for en forebyggende indsats eller oplever let til moderat stress. Er medlemmets stressniveau højt, anbefales det, at medlemmet kontakter egen læge. Vores tilbud om samtale kan ikke erstatte et decideret stressbehandlingsforløb.